Ikke alt i Berlin er independent og club smart

•september 29, 2008 • Skriv en kommentar

Lad mig blot bringe nogle få eksempler:

Folk kan ikke finde ud af at køre på cykel.

Gik i seng med hips don’t lie på hjernen, fordi de ikke er holdt op med spille den i radioen.

Alphabeat spiller den 6. oktober

Men man skal ligesom også vide, hvor langt ned, man kan komme, for at sætte pris på de gode ting. På selvsamme location, som lægger lokaler til instrument-gøglerne fra Silkeborg, giver dEUS koncert den 3. oktober (det vil sige på fredag, red.), og allerede den 8. oktober begynder musikfestivalen popkomm, som jeg vil berette meget mere om i en kommende post (tror jeg da). Se mere her.

Halløj dér…

•september 29, 2008 • Skriv en kommentar

Så skulle der lige gå en lille måned, hvor der ikke blev blogget – men man kan også godt bruge lidt ferie, når man nu har været i gang i to uger.

Det skal nu ikke forstås sådan, at verden har stået stille hele september. Undertegnede har været aktiv på boligmarkedet og har scoret sig en lækker 3-værelses i et dejligt kvarter tæt på barer, byliv og brunchbuffeter (damn, ville gerne have skrevet barbeque, men har endnu ikke fundet en svinepusher, der yder denne betegnelse retfærdighed).

Der har desuden været bryllup i Budapest og besøg fra København. En cykel er tilmed blevet stjålet, og politiet gør bare ingenting! Jo jo, mit liv er en spændingsroman med et tvist af Rosemunde Pilcher.

På trods af den forestående flytning og dertil hørende Ikea-shopping håber jeg, at jeg formår at poste bare lidt mere jævnligt end tilfældet har været hidtil…

Trafikuheld i Berlin

•august 30, 2008 • 2 kommentarer

Personligt tager jeg altid cyklen, når jeg skal nogle steder hen. Det særdeles velforgrenede offentlige transportsystem i Berlin fungerer ellers lige så problemløst som en velsmurt Kreidler (knallertfirma, der gik nedenom og hjem, da maskinerne var gode, at der aldrig var brug for reservedele, red.), men det er for dyrt hele tiden at køre U-Bahn, og desuden fornemmer man efter min mening heller ikke rigtig byen på den måde.

Men måske skal jeg lige skrue lidt ned for hippie-knappen et øjeblik efter denne episode i torsdags:

En 31-årig rejsebuschauffør kommer på en eller anden måde til at køre for langt til højre på Landsberger Allee – muligvis har han fået et ildebefindende – i hvert fald befinder han sig pludselig på cykelstien. Der hvor der også findes cyklister. Her nedlægger han en cyklist, der altså intetanende (sådan kører de fleste cyklister faktisk i Berlin – intetanende) kommer til at stå ansigt til ansigt med 20 tons rullende blik uden styrmand. Måske er cyklisten på vej til bageren efter brød (der er mange arbejdsløse i Berlin, så det er ikke helt unormalt at hente brød hos bageren op ad dagen), men dette forehavende må han opgive, da han bliver slæbt mere end 80 meter med bussen og ud på sporvognssporet. Der hvor der også findes sporvogne. Det varer lidt, inden denne cocktail af ildebefindende buschauffør, hjælpeløs cyklist og deres respektive transportmidler kolliderer frontalt med linje M8, hvor to ældre damer er passagerer. Buschaufføren og cyklisten bliver hårdt kvæstede, mens sporvognsfører og de to ældre damer kommer derfra med et chok og en historie, de vil fortælle alt og alle de næste par år.

De folk, der kender mig, vil også vide, at påpasselighed og hensyntagen i trafikken – især for cyklister – er én af mine kæpheste. Og det bliver det også ved at være, men man kan altså også være så uheldig at blive fanget mellem en Käsbohrer-Setra 328 DT dobbeltdækkerbus og sporvognslinje M8 uden egentlig selv at være skyld i det.

Jimmy Høyer blogger også

•august 30, 2008 • Skriv en kommentar

Så vi kan jo egentlig kalde os kolleger.

Til dem der ikke ved hvem Jimmy er, kan jeg fortælle, at han er én af flere AGF-spillere, som Morten Olsen har vraget til landsholdet. Rent faktisk er Jimmy ex-AGF’er, for i øjeblikket gør han karriere som fodboldstjerne i den islandske klub Vikingur Reykjavik. Her er et citat fra Jimmys blog om en kamp, hans spillede for Vikingur Reykjavik:

“Vi kom på 1-0, hvilket også var stillingen til otte minutter ind i overtiden, hvor en af deres angribere nærmest dræbte vores venstre back, hvorefter en anden angriber tog bolden ned med hånden og sparkede den i mål. Dommeren godkendte målet, og sagde undskyld til vores spillere bagefter. Men den endte 1-1, og da begge hold jo havde spillet lige længe, var det måske også rimeligt nok. En uafgjort kamp er vel egentlig også blevet afgjort.”

Tjek hans blog ud på http://sport8000.dk/blogposts/7-en-fodboldsaga-fra-island, og hvis du tænker: “Det er da lige godt godt skrevet af en fodboldspiller,” så har du ikke tænkt helt forkert. Jimmy romandebuterede i 2008 med bogen, Intethedens Bristende Illusioner, der følger hovedpersonen Martin og hans vennekreds og deres diskussioner om kærlighed, død, religion, materialisme m.m. Nogle vil kalde det langhåret, måske lidt tyndt, jeg kalder det Jimmy Høyer.

Jimmy Høyer blev d. 1. april vraget til landsholdet af Morten Olsen

Jimmy Høyer blev d. 1. april vraget til landsholdet af Morten Olsen

Leonard Cohen: Alle gode gange to

•august 25, 2008 • Skriv en kommentar

Jeg husker stadig de spæde kabel-tv-år, hvor Superchannel og Sky-Channel var the shit (de viste musikvideoer og wrestling), hvordan Leonard Cohen i et film noire-univers med flagrende agentfrakke stod og sang: “first we take Manhattan/Then we take Berlin.”

Og det er lige præcis hvad Hr. Cohen har tænkt sig at gøre den 4. oktober i O2-World i Berlin… i andet forsøg, for koncerten skulle egentlig have fundet sted allerede på lørdag d. 30. august på den legendariske Waldbühne, men logistikken slog vist knuder for den ellers så coole 73-årige oldtimer.

Missede du udendørs-Cohen i København og Århus – og har du ikke fået billetter til indendørs-Cohen i Forum den 17. oktober (hvordan det så end kan lade sig gøre, men det skal jeg jo ikke bryde min hjerne med), jamen så er det med at klikke dig ind her og købe billetter til koncerten i Berlin – jeg ved godt, at det måske ikke er mest oplagte, men som man siger på tysk: für den Fall der Fälle.

  

 

Hvad pokker skete der lige med logistikken dér?

Hvad pokker skete der lige med logistikken dér?

 

 

 

 

Metallica-koncert: 10 €

•august 24, 2008 • 4 kommentarer

Det er nok ikke så sandsynligt at komme med, men blogges – det skal der!

Ifølge Ekstra Bladet giver Metallica koncerter til retropriser i London og Berlin: 10 € koster en billet, som dog i første omgang lader til at være reserveret registrerede medlemmer af fanklubben. Koncerten i Berlin er allerede den 12. september – samme dag som det nye album Death Magnetic (hvordan finder de på det!?) udkommer. Den 15. september kan man i London sølle for 5 £ få ørerne fulde af dødsmagnetisme.

Billetterne er i skrivende stund endnu ikke sat til salg, men jeg kan love, at der skal blive holdt et vågent øje med mere info herom. I ventetiden kan du gå ind på metallica.com og høre den otte minutter lange The Day That Never Comes – et nummer der lægger sig op ad den klassiske metallica-stil, som den kendes fra plader som …And Justice For All og Black Album. Det er jo som udgangspunkt ikke helt skidt.

  

"Hey guys, vi skal finde på noget, der er mere retro end det her"

"Hey guys, vi skal finde på noget, der er mere retro end det her"

 

Nyhedsbrev fra Berlin

•august 24, 2008 • Skriv en kommentar

 

Hej folkens

Det er efterhånden 3 måneder siden, at jeg rykkede teltpælene op og drog sydøst på. Jeg er ved at være godt på plads hernede, har fået fast arbejde og bruger lige nu tiden på at kigge efter en egnet bolig, som Valentina og jeg kan flytte sammen i. For tiden bor jeg godt nok i mine forældres lejlighed, men på trods af at den er billig og har opvaskemaskine, er den ikke rigtig egnet til at udgøre vores 2′er-kollektiv. Vi håber på at kunne slå pjalterne sammen i løbet af efteråret, og så må jeg se at vænne mig til manuel opvask igen. Men som I måske nok kan forstå, nyder jeg det søde og sorgløse liv lige nu.

Og det vil jeg gerne blive ved med, selv efter at have forladt opvaskemaskine og lav husleje. Derfor har jeg tænkt mig fremover at holde lidt øje med Berlins berømte kulturelle mangfoldighed for så at berette om, hvad der kan opleves ved at tage flyvemaskinen, bussen, staniolraketten, tomlen eller whatever til wunderbares Berlin. Kikkerten er rettet mod fodboldkampe, koncerter, udstillinger eller fancy butikker, caféer og restauranter, mens forslag til udvidelse af min horisont også modtages. Jeg vil lokke med evig ungdom, sen morgenmad, billige fajøl, dyrebare minder, østjysk selskab og østtysk galskab.

White Trash!

Men inden jeg begiver mig ud i noget, der minder om et sammendrag af tv2-sporten, vil jeg give min første anbefaling til et fantastisk sted at gå i byen: White Trash Fast Food. Her er det muligt at opleve filmforevisninger, koncerter og dj’s. Den 2. september optræder fx DJ Mark Splatter, der på sin myspace-side forkynder, at “if it rocks, it’s not outside my record bag. My sounds are inspired by the punk rock and splatter films I grew up on, as well as the visual art that I also create.” Tilmed lader han vide, at han blandt mange andre er inspireret af bands som Death From Above 1979, Joy Division, Christian Death, Bauhaus og Queens Of The Stone Age. Og så udgiver han magasinet Deathrock, så uden at kende mere til denne personlighed, kan jeg kun konstatere, at det da lyder lovende, og entréen beløber sig til 1 €. Bonus-anbefaling: Diverse DJ Mark Splatter-mix kan kvit og frit downloades på hans hjemmeside.

Samme aften viser White Trash Fast Food 24 Hour Party People for 5 €, og senere i september vises bl.a. Portishead (09.09), rock-klassikeren This Is Spinal Tap (10.09) og Gogol Bordello Non-Stop (16.09). Hele filmprogrammet kan ses her.

Og jeg er ikke slut med White Trash endnu. Den 26. september giver det skæve beatnik-punk-polka-blæserband Jane Walton koncert, og DJ Mignon spiller op til Rock-Metal-Glam – alt sammen for 6 €.

Som det ikke var nok: En gang om måneden arrangeres Berlin Allstarz LIVEkaraoke. Karaoke behøver vist ikke en nærmere præsentation, men det lille tvist hér er ikke bare, at man optræder med et liveband, næh nej: “Das Repertoire, der bei der LIVEkaraoke gebotenen Songs, reicht in gewohnter BERLIN ALLSTARZ Qualität von hart bis zart – von AC/DC, Motörhead und Europe über Pantera, Korn und Metallica bis hin zu Green Day, Die Ärzte und Wir sind Helden. Eine LIVE-Packung, die sich gewaschen hat und für Partystimmung garantiert!”

Næste LIVEkaraoke i White Trash er såmænd også den 26. september, men skulle man have fået blod på tanden, og kan man ikke vente til da, er der den 30. august og 1. september mulighed for 5 minutter i rampelyset med karaoke-bandet i hhv. Alte Kantine (Kulturbrauerei) og IFA (Messe Berlin).

 

Kort overblik:

30. august: LIVEkaraoke, Alte Kantine

1. september: LIVEkaraoke, IFA Berlin

2. september: 24 Hour Party People/DJ Mark Splatter, White Trash Fast Food

9. september: Portishead (film), White Trash Fast Food

10. september: This Is Spinal Tap, White Trash Fast Food

16. september: Gogol Bordello Non-Stop, White Trash Fast Food

26. september: Jane Walton/DJ Mignon/LIVEkaraoke, White Trash Fast Food